Havtaske

Havtasken er måske en af verdens grimmeste fisk, men for os på RADIO er det, det indre der tæller, og havtasken har en virkelig god kødkvalitet med en fast konsistens og kraftig smag.
Det er kun kød fra havtaskens hale og kraftige kæber, vi spiser, men på RADIO bruger vi det resterende til at lave en dejlig fiskefond på, hvor den markante smag virkelig kommer frem.

En doven fisk

Havtasken lever kun på havets bund, helt ned til 600 meters dybde, og primært i Nordsøen. Det er et rovdyr, der har en ret doven, men smart måde at skaffe sin føde på. Den ligger bare helt stille og bruger sin forreste rygfinnestråle som lokkemad til småfisk. Så åbner den sit kæmpe gab og bruger undertryk til at suge sit forsvarsløse bytte ind mellem de sylespidse tænder.
Havtasken er en meget mager fisk, og derfor vil vi på RADIO gerne tilføre noget fedme til de retter hvor den indgår.