Pighvar

Pighvarren er en ret så grim fisk. Det er en fladfisk, som er næsten helt rund og har mange pigge eller knuder på oversiden. Nu skal man ikke dømme en fisk på dens udseende, for pighvarren er fantastisk spise! Dens kød er fast, hvidt og let at pille af benene. Den kan blive op til 13 kg. og nå en diameter på 100 cm. Fordi den har så meget godt kød og smager rigtig godt, er det en af vores favoritfisk på RADIO.

Hvor er den?

Pighvarren er venstredrejet, det vil sige, at øjnene sidder til venstre for dens mund, hvis man kigger på den forfra. Den er helt vild god til at camouflere sig, og selv på kort afstand, kan den være nærmest umulig at få øje på.

Pighvarren lever på en sandet bund i ned til 70 meters dybde, hvor den jager andre fisk. Når hunnerne gyder i forårs- og sommermånederne, lægger den op mod 15 millioner æg.

Pighvarren er en halvfed fisk, der er rig på Omega-3 og selen.