Agurk

I Danmark kan vi høste agurk fra marts til oktober. Det er en plante, der har brug for meget varme og sol, og derfor dyrkes de danske primært i drivhuse. Selvom vi kalder agurken en grøntsag, er den botanisk set et bær med mange frø.

På RADIO bruger vi agurken rå, men vi sylter også enten små agurker eller agurkeskiverne, som så senere kan indgå som et syrligt spark på en tallerken. Agurken består primært af vand, og derfor bruger vi også agurken i vores juice til at fortynde lidt, men samtidig give mere smag end vand.

Agurken kom først til Danmark i løbet af 1700-tallet fra Sydeuropa, mens man har dyrket planten i Asien i mere end 3.000 år. På grund af vores kolde klima er det dog først i 1900-tallet med drivhusene, at agurkedyrkningen rigtig slog igennem herhjemme.