fbpx

Om RADIO

Restaurant RADIO er en moderne og uformel restaurant med en stærk jordforbindelse. Vi ligger lige overfor DR’s gamle Radiohus over for Forum i København, og den beliggenhed har inspireret til vores navn. Det var iværksætter og Noma-grundlægger Claus Meyer, som åbnede RADIO i 2011 for at få budskabet om de danske producenter og råvarers fortræffeligheder ud til et bredere publikum – og til en overkommelig pris.

Det er til hver en tid den danske sæson, der slår tonen an på RADIO. Siden vi åbnede i 2011, har vi skiftet menuen én gang om måneden. Det holder os på tæerne og bringer både kokke og gæster helt tæt på sæsonerne. Det er den tilgang, vi mener er mest bæredygtig, mest interessante og mest smagfuld. Derfor arbejder vi tæt sammen med en halv snes lokale leverandører fra Lolland-Falster og Sjælland, som året igennem forsyner os med de bedste råvarer, som den danske sæson byder på lige nu.

I dag hedder vores køkkenchef Patrick Godborg. Patrick er en garvet konkurrencekok, som i en årrække var køkkenchef på hæderkronede Babette, som han bragte op blandt landets bedste restauranter. Nu sikrer han, at RADIO’s gæster kan nyde godt af en konkurrencekoks præcision til afslappet pris.

Tankegodset bag RADIO er dog stadig præcis det samme, som da vi åbnede i 2011. Vi tror på, at god mad og stor smag kommer af gode råvarer og godt håndværk.

Vi glæder os til at vise dig det.

Velkommen til RADIO.