fbpx

Nye danske kartofler, rabarber og asparges på menuen

Så blev det maj og tid til ét af årets højdepunkter for RADIO-køkkenet: Friske asparges på menuen!

Vi elsker de fantastiske grønne og hvide stængler, og mest af alt de danske af slagsen. De første danske asparges kommer lidt senere på måneden, hvor de første eksemplarer meget gerne skulle kunne stikkes op af jorden. Indtil da låner vi lidt fra vores tyske naboer, og kvaliteten her fejler bestemt ikke noget. De hvide serverer vi som en skummende suppe smagt til med umodne mandler og den spritnye Unika-ost ’Efterglød’, som minder lidt om comté.

De grønne asparges blancherer vi, griller dem let på vores yakitori-grill, ruller dem i en ’crumble’ på ristede pistacienødder og serverer med luftig østersmayonnaise. Den mineralske østerssmag passer som hånd i handske til smagen af de grønne asparges. Vi har også været heldige at få fat i nye danske kartofler fra Fyn, som vi serverer i form af en chawanmushi – den dampede og fløjlsbløde japanske æggebudding, som serveres med et lag sprød kartoffel, løvstikkeolie og osteskum på Havgus. Den smager som et varmt kram!

Og så har vi endelig fået indkøbt en pladespiller til køkkenet. Vi skal ikke bruge den til at høre vinyler på lige i første omgang. I stedet kommer den til at spille hovedrollen, når vi skal lave vores dessert med de første danske rabarbere. Vi har lavet dem til en rabarbersorbet, som vi omslutter med en parfait på karamelliseret mælkechokolade. Og nu kommer pladespilleren ind i billedet: Herlighederne sætter vi nemlig på pladespilleren og trykker start, og så kan vi ellers sprøjte rødbedemarengs på den roterende is, så vi ender med de smukkeste, lyserøde bikuber. Glæd jer.

Vi elsker denne tid, hvor alt spirer, og vi glæder os til at forkæle jer med alle forårets gaver.

Maj menuen

 Hvide asparges – umodne mandler – Efterglød

Grønne asparges – pistacie – østers

Nye danske kartofler – Havgus – løvstikke

Saltbagt selleribrød – sauce på surkål – tyttebær

Secreto af tungsvin – karotter – brunet smør

Sesam – vilde ris – caviar

Rabarber – mælkechokolade – rødbede